Second Opinion - fornuftig snak med en erfaren læge

Kom hurtigt gennem Vejle amt

Af Helge Holst Kjærsgård

”Læger nægter test for livsfarlig bakterie”, beretter bladet "Dagens Medicin”. Det gælder den dødbringende gule stafylokok, som er modstandsdygtig overfor penicillin og de fleste andre antibiotika. Et dusin yngre læger og sygeplejersker på sygehuse i Vejle amt nægter at få foretaget en bakteriepodning fra halsen eller fra sår og skrammer. De er bange for at skulle tvinges til at få opereret tonsillerne - mandlerne - ud af halsen eller skal blive fyret for at undgå smitte til patienterne. Man kan virke sund og rask på trods af, at man er syg i hovedet og kan puste livsfarlige bakterier på en patient. Flere sygehuse i amtet er ramt af stafylokokkerne.

Livsfarlige yngre læger

Nu behøver man jo ikke give sig ud på en langvarig og anstrengende jordomrejse for at finde en kugleskør dansk læge eller sygeplejerske. Det rigtigt rystende er, at yngre lægers fagforening siger, at lægerne er i deres gode ret til at nægte at blive testet, fordi de kan risikere at miste retten til at omgås de indlagte patienter eller til at operere. Vi bør jo alle forstå, at lægens store, snøvlende mandler eller hans spændende job er vigtigere end patientens liv. Jeg kan ikke forestille mig noget andet land i verden, hvor en sådan lægelig holdning ville blive accepteret.

Jeg er glad for, at turen gennem Vejle amt foregår i motorvejstempo, når jeg et par gange om måneden kører fra Odder over til min konsultation i København. Der kan stafylokokkerne forhåbentlig ikke følge med. Læger med denne sygelige holdning skulle nødigt behandle mig.

Behandling af rygerlunger - KOL

Beskrivelsen i sidste uge var upræcis. Derfor: Enhver nuværende eller tidligere ryger over 40 år henvises til lungefunktionsundersøgelse, den eneste mulighed for korrekt diagnose. Det samme gælder alle ikke-rygere med åndedrætsbesvær. KOL kan give udtalt besvær med at ånde ud – det føles som at puste ud gennem et tyndt sugerør. Efter diagnose kommer behandling:

1. Totalt tobaksophør. Mange magter det ikke. Men forbruget skal ned.

2. Først forsøges med gammelkendte kortvirkende midler til udvidelse af luftrørene.

3. Ved både lette, middelsvære og svære tilfælde vil der ofte være behov for det sidste nye middel, Spiriva, som den omtalte patient havde så stor glæde af.

4. Optræning i specielle lungefunktionsøvelser ved særligt uddannede fysioterapeuter.

5. Ilt kommer på tale hos de meget svært syge.

Lusemidler

Kemiske lusemidler virker på 98 %, skrev jeg. Jeg havde talt med dem, der beskriver lusemidler i lægeforeningens Medicinfortegnelse (1000 sider) og Lægemiddelkataloget (1500 sider). Så fortalte medierne, at det kun er 25 %!  Jeg har ikke kunnet finde den artikel, der beskriver dette. Det er useriøst, at forskerne iler til medierne, før deres videnskab trykkes. Så er det umuligt at kontrollere skriverierne. Jeg går stadig ind for kemiske midler. Kun få forældre magter det kæmpearbejde at kæmme hvert barns hår i en halv time tre gange ugentligt i to uger.