Symptomerne sukkersyge

 

For nylig præsenterede Diabetesforeningen sig selv på torvet i Kvikly i Odder. Vi har et hav af sygdoms- og trivselsorganisationer i landet. De helt store foreninger udstyrer sig med en professionel formand, uden større faglig indsigt, men højt kvalificeret til sælge lige præcis den mærkevare, som medlemmerne ønsker. Det vigtigste er evnen til at føre sig frem i tv og skrabe penge sammen.

Diabetesforeningen derimod er et respektabelt foretagende med en internationalt anerkendt læge og forsker i spidsen. Han hedder Allan Flyvbjerg og bor i Hou. Det forhindrede ham ikke i at forsøge at sælge mig et par lodsedler den lørdag. Det hører sig også til. Men det vigtige er, at gøre offentligheden opmærksom på, at sukkersyge er en alvorlig sygdom, som det gælder om i tide at opdage og behandle. Får børn eller voksne symptomer som tørst, hyppig vandladning eller kløe i skridtet, må man ikke tøve med at henvende sig til sin læge for at få undersøgt urinen og blodsukkeret. Er der nogen med kendt diabetes i familien, skal man også være opmærksom.  Det samme gælder ved hjertesygdom, forhøjet blodtryk eller kolesterol, overvægt eller uforklarlig træthed. Det vender vi tilbage til en anden gang.

 

Fladlus?

Kære Helge

Jeg vil være taknemmelig, om du kan hjælpe mig.

Spørgsmål vedr. Prioderm Shampoo– behandling i forhold til fladlus: Hverken shampoo eller kutanopløsning virker tilstrækkeligt. Efter få dage mærkes kløe eller stik. Ved at trække hår ud med pincet, er der på nogle en klar hvidlig aflang belægning (æg?) om håret, som ender med en sort prik. Det sidder helt under huden og er ikke synligt, med mindre det trækkes ud.

Jeg har prøvet shampo flere dage i træk efterfulgt af kutanopløsning og derefter ventet 3-4 dage inden ny behandling.

Jeg har også prøvet at smøre Nix creme 5% på huden, men uden tilstrækkeligt resultat.

Mon lusene sidder under huden og midlerne derfor ikke virker? Selv under mine fødder, hvor der ikke er hår, har jeg generne. Jeg vil helst klare problemet uden at søge egen læge. Hvis det er nødvendigt - hvor kan jeg henvende mig - er der hudlæger på privathospitaler/kliniker? På forhånd tak.

 

Kære NN.

Du har ikke fladlus. Måske så du for nylig Lægens Bord, hvor der var en omtale af trichomani eller trichotillomani? Dette er en tilbøjelighed til at rive hår ud pga. en anfaldsvist  optrædende nervøs hudkløe  på behårede områder. I gamle dage kaldte man det en hysterisk manifestation. Sådanne udtryk bruger vi ikke mere. Det du kan se på håret er ikke æg. Det er, hårroden. Du skal tale med din egen læge om sagen, ikke en hudspecialist.

Venlig hilsen

HHK

 

A-apoteket

På min vej gennem Odder var der pludselig noget, der rykkede i nakken på mig. Jeg havde været hos boghandleren efter et par bøger til børnebørnene. Mit højre øje skelede udad-nedad: Er min mands sædkvalitet god?, stod der på et stort skilt i apotekerens vindue. I gamle dage var det kun mændene, der diskuterede, om blækket dur. De kvindelige apotekere er ikke så kedelige i vore dage. Hvilken blodtype har Jane? Er jeg gravid? Hvornår har jeg ægløsning?, lød andre spørgsmål. Vel hjemkommet søgte jeg forgæves en telefonisk forklaring på, hvad det dette her gik ud på. De havde åbenbart for travlt på apoteket med at besvare kundernes spændende spørgsmål. Efter en uges forløb nåede jeg frem til organisationen A-apoteket, som står for plakaten.

Baggrunden er bl.a., at der nu findes en række laboratorietests, som fx kan købes på internettet – fra sælgere, hvis seriøsitet ikke kan kontrolleres. På danske apoteker kan man regne med, at varen er i orden. Hos din egen læge kan du næppe få foretaget en test af din sæd eller din blodtype. Hvis du uheldigvis har læst bogen ”Spis efter din blodtype”, så lad være at spørge din læge om noget. Han vil slå sig på lårene af grin, medens han i virkeligheden burde græde over, at nogen, oven i købet en læge, kan bilde folk ind, at sund kost og blodtype har noget med hinanden at gøre. For et par år siden gav jeg denne bog som eksamensgave til en nevø, der bestod sin lægeeksamen. Han fik den til skræk og advarsel om, hvad man kan bilde folk ind.

I Slagelse, har jeg har praktiseret i mange år. Vi læger har haft det hyggeligt med apotekerne – og har drillet hinanden efter evne. Næste gang, jeg kommer forbi Slagelse på min vej mellem Odder og København, skal jeg snarest ned   Rådhusapoteket for at stille et alvorligt spørgsmål: Er Samsøkartofler sunde for en som mig, når jeg har blodtype 0 (nul). I vore dage har apotekerne lagt sig lige i hælene på lægerne, når det gælder om at give gode råd. Det er der nogle læger, der brokker sig over. Men lidt konkurrence kan måske være ganske godt. I det lange løb tror jeg næppe, lægerne skal være bekymrede. Har Thomas streptokokker, kan man også få svar på. Spørg bare apotekeren! Din læge aner det nemlig ikke.   

 

 

Derfor blev jeg praktiserende læge

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive lærer, præst eller læge. En af mine klassekammeraters far var læge. Han spurgte mig om, hvad jeg ville være. ”Praktiserende læge” svarede jeg. Sjældent har jeg fået en sådan overraskelse. Han skældte mig hæder og ære fra. At sådan et begavet, ungt menneske kunne være så dum. Det var det værste job i verden. Han mente det helt alvorligt. Jeg tænkte mig derfor om igen. Og fandt så ud af, at det jo var lægerne, der kørte i de største biler, så helt galt kunne det vel ikke være. Jeg har aldrig fortrudt. Det er det bedste job i verden, men der skal bestilles noget. For et par år siden havde jeg et lille tillidsjob. Jeg skulle være praktiserende lægers repræsentant i et udvalg, der skulle diskutere fremtiden for cancerkirurgi i tarmene i Vestsjællands Amt. Min mening var og er, at der på langt sigt ingen fremtid overhovedet er for cancerbehandling uden for universitetsbyerne. Enhver burde kunne indse det. Udvalget nåede frem til, at hvis der blot var ca. 35 canceroperationer årlig, kunne det godt finde sted i amtet. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget!  Det, der rystede mig allermest var dog, at når klokken under møder i udvalget nærmede sig 16 så begyndte overlægerne at se uroligt på klokken. For så skulle de snart til at rejse sig og komme hen efter børnene i børnehaven. Hvoraf man kan lære, at også i lægeverden har vi mænd opnået fuld ligestilling med kvinderne. Desværre.

 

Hvad koster et dyrlægebesøg?

Da jeg som stud. med. var værnepligtig rekrut, var vi læger ret udisciplinerede og altid parate til at lave ballade. Vi var frie universitetsstuderende i modsætning til dyrlægerne og tandlægerne, som jo bare fortsatte deres studeren på en anden streng skole. Officererne var glade for dem. De kunne gå i takt og opføre sig ordentligt. Det har jeg ofte drillet mine dyrlægevenner med. Men de har et bedre argumentet: ”Hvad får du egentlig for et sygebesøg”, har de spurgt. For nogle år siden var det ca. 100 kr. for et besøg inden for bygrænsen. I dag kan det i dagtiden snige sig op i nærheden af de 200.

Så er det dyrlægens tid til at grine. Skal han ud og aflive en syg hund eller kat, er det en to-tusindlap, der skal frem. Plus naturligvis et par ekstra sedler til giftsprøjten. En gang for mange år siden fik vi dog skovlen under ham. Vi havde et dyr, der skulle aflives pga. hoftesygdom. Han måtte på forhånd love min kone at tage det døde dyr med sig, fordi jeg ifølge hende ikke havde muskler nok til at grave et ordentligt hul. Det var en ægte sorg for hele familien. Dyrlægen troede, det var en kat eller hund. Det var lidt af en overraskelse, at det viste sig at være et stort får, som han skulle slæbe af med. Jeg er sikker på, at dyrlægen sørgede for, at det blev ”gode jyske dollars” han modtog.