Second Opinion - fornuftig snak med en erfaren læge

Lægeklumme 8. september 2007: 

Medicinindustriens gave til travle mødre 

Af Helge Holst Kjærsgård 

For mange år siden skrev min hustru et læserbrev i Berlingske - en noget negativ beretning om mænd. Med hånsord om deres med alderen stærke udvikling i den skvattede og ynkelige retning.
Min yngste datters brev til mig om min luseartikel for 2 uger siden er heller ikke uden pointer:  

Hej far, 

Du har en stor fejl i din artikel!!!! Nu om dage indprentes, at det absolut ikke er underklassens børn, som får lus, men potentielt ALLE børn. Overklassebørn med fortravlede forældre, der ikke har tid til deres børn, får mindst ligeså ofte lus som underklassebørn – I øvrigt er det dybt forældet  at dele samfundet op i klasser.

Jeg ved, at velstillede familier også får lus.

Diamando (12 år) fik fra FDFlejren pludselig et vælld af lus!! Jeg fik anbefalet HEDRIN. Det er det absolut bedste lusemiddel, jeg har prøvet. Nixkender jeg ikke, men prioderm stinker forfærdeligt. Hedrin lugter ikke, men er noget fedtet. Når man har fedtet alt håret ind i Hedrin, kan man med en tættekam allerede kæmme lus af, de kan ikke sidde fast i de fedtede lokker. Midlet skal sidde i otte timer, jeg tror at lusene bliver kvalt. Efter hårvask er håret blødt og lækkert, det er som en bedre hårkur. Så jeg vil anbefale Hedrin, dokumentation eller ej!!!

Du må altså lave en follow-up!!

Kærlig hilsen

Ida.

Jeg synes, at det er fantastisk, at ens egne døtre er kvikkere end en selv. Børnebørnene er utvivlsomt endnu kvikkere. Hvis man bare også altid kunne regne med, at de tjener flere penge end jeg selv. Et nærtstående jævnaldrende mandligt familiemedlem har udtrykt surhed over, at hans svigersønner tjener mere end han. Det burde han da være glad for. Da en af mine døtre en gang kom hjem med en ny kæreste erklærede hun: Ja, han er altså også en fattigrøv. Ak ja! 

Efter det, som nu foreligger af dokumentation, vil også jeg anbefale Hedrinsom førstevalg mod lus. Det er helt ugiftigt. Lusene fedtes ind, så de ikke kan komme af med væske, deres tarm sprænges. Med den virkningsmekanisme kan der ikke udvikles resistens, som med de to andre anerkendte midler. Når jeg ser på det fantastisk flotte, lange hår hos de fem piger blandt mine børnebørn, glæder jeg mig også på mine døtres vegne. Det er unødvendigt med den tidligere strenge, gentagne kæmning af håret. Alle hårene skal blot grundigt fedtes ind første gang. Det er umagen værd, men slet ikke så svær en opgave, som den sundhedsplejerskerne sættes på, når de hidtil har skullet lære mødrene op. (Ja, jeg ved nok, at fædrene også skulle belæres, men den tanke er jo urealistisk). Derefter skal håret blot vaskes efter 8 timer. Kuren skal som med alle lusemidler gentages efter en uge for at undgå eventuel gensmitte..

Hedrin
fås kun på apoteket, men uden recept. Fordelen er, at apoteket er alt personale oplær ti at give udførlig besked om håndkøbsprodukterne.

Jeg ved selvfølgelig, at overklassens stærke, udearbejdende mødre næppe kan være dem, der ofte sidder i timevis med den skrappe lusekam. De vil formentlig hellere bruge deres knappe tid med et ludospil eller perler.