Second Opinion - fornuftig snak med en erfaren læge

Lægeklumme til 15.12.07

Gæt selv JPs diagnose

Af Helge Holst Kjærsgård

 

750.000 kr. i foræring til Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors! Et årsabonnement koster 115 kr. Dvs., at 6.521 medlemmers kontingent for 2007 går til afskedsgaven til direktør Poulsen. Godt, at jeg ikke har været medlem af nogen godgørende organisation siden 1968.

 

I efteråret 68 var jeg i 3 måneder leder af ”Danish MedicalTeam” udsendt af Folkekirkens Nødhjælp/ Internationalt Røde Kors til Nigeria/Biafra. Den slags virksomheder er ikke ren godgørenhed. Der er fantasi og oplevelseslyst og spænding med for os, der har været med i kampen. Biafra har præget mig for resten af livet.

Når danske pensionister klager over fattigdom og dårlige vilkår, tænker jeg på Afrikas elendighed med sult og sygdom. Og dernede er alt blevet endnu værre siden 68.

Svær nød findes også i Danmark. Der er rædselsfulde sygdomme, hvor eneste reelle hjælp ville være den store sprøjte. Narkomaner og drankere kan have et forfærdeligt liv.

Men det kan undre, at nogle har behov for at dramatisere virkeligheden en ekstra gang, som nu fx Jørgen Poulsen.

 

En stor fortæller i spidsen for røde kors

Da jeg hørte, at hr. Poulsen var blevet direktør for Dansk Røde Kors, blev jeg dybt rystet. Alene stemmen! Men nogle falder åbenbart for den overbevisende begejstring. Hans livlige fantasi har givet sig mange spændende udslag. Jeg mindes historien fra Vietnam krigen, som han fortalte for mange år siden, om ”tolv kæmpemæssige fly (amerikanske selvfølgelig), som flyver hen over junglen og kaster plantegiften Agent Orange ud over krattet”. Historien var pure opspind, har han selv indrømmet.  Der var også en tvivlsom fortælling fra Biafra. Blandt mange gode historier har han fortalt, at han var til stede ved en massakre i  Srebrenica i Jugoslavien. Han ankom faktisk først 14 dage senere. Utroligt, at hans kolleger i høj grad beundrer ham. Ny Alliance er stadig glade for denne fantastiske eventyrfortæller. En dansk læge med samme troværdighed ville ikke blive beundret i lægekredse!

De, som fortæller sådanne eventyr, tror selv på det, de siger. Når de bliver konfronteret med den overdrevne fortælling, opfindes på stedet en gevaldig bortforklaring. Og alle klapper! Gæt selv diagnosen.