Af Helge Holst Kjærsgård

Da jeg som ung besluttede at blive læge, var jeg ikke i tvivl om, at en læge skal have autoritet. Hvad skulle man bruge sådan en herre til, hvis ikke han var klogere på sygdom og helbred end Maren i Kæret? Akkurat som jeg forventer, at min mekaniker er en autoritet med min bil, og at min sognepræst ved mere om Himmel og helvede, end jeg gør. I løbet af mine første ti år som uddannet læge opnåede jeg at blive speciallæge i kirurgi. Når det gjaldt blindtarmsbetændelse og kejsersnit, var jeg således blevet en autoritet. I mange andre lægelige situationer er det vigtigt, at lægen ikke blot er en autoritet, men også uden tøven optræder som en sådan.

Demokrati og lighed dur ikke

I de fleste vigtige situationer her i livet, kan demokrati og lighed ikke bruges. Hvis moderne forældre tror, at de kan opdrage deres børn med lighed, vil de erfare, at børnene tager magten. Det er sund biologi, at nogen hurtigt må bestemme, hvis ikke børnene skal ædes af ulven. Der er ikke råd til snak.  I det politiske liv må vi derimod affinde os med demokrati for at undgå tyrannerne. Når den stakkels patient spørger ”hvad skal jeg gøre, doktor”?, så lyder svaret stadig hos nogle moderne læger: ”Ja, hvad mener du selv”?  En del mennesker, der har håbet på at få et godt råd eller en god lægelig behandling, bliver dybt frustrerede over denne omgang ”goddag mand, økseskaft”! Efter ophør med praksis i Slagelse startede jeg en beskeden privatpraksis i København. Den kalder jeg ”Second Opinion”, fordi nogle mennesker virkelig har brug for at se deres egen situation på en anden måde, at få en ny og anderledes synsvinkel på stort eller småt i deres tilværelse i stedet for en sludder for en sladder. Vi har alle undertiden behov for at tale med nogle, som vi opfatter som autoritet på et bestemt område. Når jeg har skullet være rigtigt ondskabsfuld, har jeg undertiden fortalt en og anden kollega, at jeg helst vil snakke med folk, der er klogere end jeg selv. Med nogen øvelse behøver de færreste at lede særligt længe for at finde sådan en.

Hvorfor generer din læge dig med livsstil?

Sundhedsfanatikerne har travlt med at opdrage på folk. Nu skal lægerne spørge patienterne om deres rygevaner, druk, fedtindtag og manglende motion, selv om patienten faktisk kommer for en fodvorte eller et brækket ben. Selvfølgelig er det vigtigt at fortælle en diabetiker lidt om sund kost, en patient med rygerlunger om tobaksophør, en doven, overvægtig drønnert om nytten af lidt motion. Nu kan lægerne nogle steder skrive ”recept på motion”. Det er de gevaldigt begejstrede for. Nogle synes mere interesserede i at plage den lidende menneskehed med kedsommelige opskrifter på sund levevis end i at skrive recept på ”noget som kan rive flæsket af knoglerne”, som en af mine patienterne en gang bad om.

Der er mere end nok at foretage sig for at hjælpe de syge. Lad diætisterne og gymnastiklærerne og ”naturmedicinerne” klare det sunde og kedelige.